De egentlige ugler (Strigidae)

De egentlige ugler (Strigidae)

De egentlige ugler, også kendt som Strigidae, er en fascinerende familie af rovfugle, som tilhører ordenen Strigiformes. Med omkring 210 forskellige arter fordelt over hele verden, undtagen Antarktis, viser denne familie en imponerende tilpasningsevne til mange forskellige levesteder. Fra tætte skove og bjergegne til ørkenområder og bymiljøer, finder vi egentlige ugler i næsten alle typer landskaber.

Kendetegn

En af de primære kendetegn ved de egentlige ugler er deres slør, som er et cirkelformet område af fjer rundt om deres ansigter. Dette slør hjælper med at fokusere lyde mod deres ører og forbedrer dermed deres høreevne, hvilket er et afgørende træk for deres nataktive jagtstrategi. I modsætning til sløruglerne (Tytonidae) er sløret hos de egentlige ugler dog ikke så markant afgrænset. Dette giver dem et mindre udpræget “maskelignende” udseende, men det gør dem ikke mindre effektive som rovdyr.

Fjerdragt og farver

De egentlige ugler varierer i høj grad, både i størrelse og fjerdragtens udseende. Fjerdragten spænder fra grålige og brunlige nuancer til mere rødbrune toner, ofte med striber eller pletter. Disse mønstre fungerer som en form for camouflage, der hjælper uglerne med at blande sig ind i deres omgivelser. Uanset om de sidder stille i skovens grene eller er på jagt efter bytte i skumringen, er deres farver og mønstre designet til at skjule dem effektivt.

Størrelsesmæssigt kan de egentlige ugler variere betydeligt, fra den lille spurveugle (Glaucidium passerinum), som blot vejer omkring 60 gram, til den store hornugle (Bubo bubo), der kan veje op til 4,5 kg og have et vingefang på over to meter. Denne forskel i størrelse mellem arterne illustrerer den store diversitet inden for familien.

Adfærd og jagtstrategi

De egentlige ugler er for det meste nataktive rovdyr, hvilket betyder, at de jager om natten. Deres kost består primært af små pattedyr som mus og rotter, men mange arter spiser også insekter, fugle og endda fisk. De store arter, som hornuglen, er kendt for at kunne tage bytte så stort som harer og andre mellemstore pattedyr.

Uglens sanser er højt specialiserede til natteliv. Deres store øjne, som er fastgjort i kraniet og derfor ikke kan bevæge sig som menneskers øjne, kompenseres af uglens evne til at dreje hovedet op til 270 grader. Dette giver dem et bredt synsfelt, der er afgørende for at lokalisere bytte i mørket. Desuden er deres hørelse ekstremt skarp, hvilket gør det muligt for dem at fange selv den mindste lyd af byttedyr, selv under sne eller blade.

Levesteder

De egentlige ugler er bemærkelsesværdigt udbredte og tilpasset til forskellige miljøer. Fra skove og bjerge til sletter og ørkener, samt byer, findes der ugler i næsten alle tænkelige økosystemer. Denne brede geografiske udbredelse og tilpasningsevne har gjort dem til en succesrig gruppe inden for rovfugle.

Reproduktion og redebygning

Når det kommer til yngel, viser de egentlige ugler en vis variation i deres redepræferencer. Mange arter bygger ikke egentlige reder, men foretrækker i stedet at lægge deres æg i træhuller, klippesprækker eller forladte reder fra andre fuglearter. For eksempel lægger den nordlige perleugle (Aegolius funereus) ofte sine æg i forladte spættehuller.

Hunnen tager normalt størstedelen af ansvaret for at ruge æggene, mens hannen bringer mad til hende og de nyudklækkede unger. Efterhånden som ungerne vokser, hjælper begge forældre med at fodre dem. Ungerne er som regel i stand til at forlade reden efter blot nogle få uger, men de vil ofte forblive i nærheden af deres forældre, indtil de er fuldt flyvefærdige og selvstændige.

Konklusion

De egentlige ugler er en yderst mangfoldig og succesrig familie af fugle med en bred vifte af arter, der tilpasser sig mange forskellige levesteder og miljøer. Med deres specialiserede sanser, effektive jagtteknikker og alsidige adfærd har de cementeret deres plads som nogle af de mest bemærkelsesværdige rovdyr i fugleverdenen. Deres evne til at tilpasse sig både naturlige og menneskeskabte miljøer vidner om deres bemærkelsesværdige evne til at overleve og trives under forskellige forhold.

Slægter

• Otus– (F.eks. Stribet dværghornugle Otus brucei, Dværghornugle Otus scops)
• Mimizuku
• Bubo – (F.eks. Plettet hornugle Bubo africanus, Stor hornugle Bubo Bubo)
• Ketupa
• Scotopelia
• Nyctea– (F.eks. Sneugle Nyctea scandiaca)
• Strix– (F.eks. Natugle Strix aluco, Ørkennatugle Strix butleri, Slagugle Strix uralensis, Lapugle Strix nebulosa)
• Jubula
• Lophostrix
• Pulsatrix
• Surnia– (F.eks. Høgeugle Surnia ulula)
• Glaucidium – (F.eks. Spurveugle Glaucidium passerinum)
• Xenoglaux
• Micrathene
• Athene– (F.eks. Prærieugle Athene cunicularia, Kirkeugle Athene noctua)
• Speotyto
• Aegolius – (F.eks. Perleugle Aegolius funereus)
• Ninox
• Uroglaux
• Pseudoscops
• Asio– (F.eks. Skovhornugle Asio otus, Mosehornugle Asio flammeus, Kapugle Asio capensis)
• Nesasio