Placentale pattedyr

Placentale pattedyr udgør den største undergruppe af pattedyr og omfatter ca. 95% af alle pattedyrarter. Disse dyr er kendetegnet ved, at deres fostre udvikler sig inde i moderkroppen, hvor de får næring gennem en moderkage, også kaldet placenta. Dette adskiller dem markant fra andre pattedyrgrupper som pungdyr og kloakdyr, hvor forplantningsprocessen er væsentligt anderledes. Hos de placentale pattedyr bliver ungerne født som fuldtudviklede unger, hvilket er en vigtig tilpasning, der har hjulpet dem med at sprede sig til stort set alle jordens levesteder.

Biologiske karakteristika

Ligesom andre pattedyr har de placentale pattedyr en række fælles træk. De har pels eller hår, der beskytter mod kulde og skader, tre øreknogler (hammer, ambolt og stigbøjle), mælkekirtler, som bruges til at fodre deres unger, samt et mellemgulv, der adskiller brysthulen fra bughulen og hjælper med vejrtrækningen. Deres anatomi og fysiologi er udviklet til at understøtte en aktiv livsstil, med en høj stofskiftehastighed, der kræver konstant adgang til føde og energi.

Selvom de placentale pattedyr deler mange fællestræk med andre pattedyr, adskiller de sig tydeligt i deres forplantningsmetoder. Det er især moderkagen, der udgør den afgørende forskel, da den gør det muligt for fosteret at få konstant tilførsel af næringsstoffer og ilt fra moderen, mens affaldsstoffer transporteres væk. Dette komplekse system sikrer fostrets sundhed og udvikling, hvilket øger chancerne for overlevelse efter fødslen.

Tænder og tilpasning til føde

Tandsættet hos placentale pattedyr varierer meget mellem arterne og er ofte tilpasset deres specifikke diæt. Generelt har de placentale pattedyr fortænder (incisiver), hjørnetænder (canini) og to typer kindtænder, nemlig præmolarer og molarer. Disse tænder har forskellige funktioner i fødeindtaget, hvor fortænderne bruges til at skære, hjørnetænderne til at gribe og rive, mens kindtænderne bruges til at male og knuse føden. Antallet og udformningen af tænderne varierer dog markant afhængigt af dyrets diæt.

For eksempel har myreslugere og skældyr slet ingen tænder, da deres føde hovedsageligt består af blødere insekter som myrer og termitter. På den anden side har dyr som kæmpebæltedyr over 100 tænder, hvilket understøtter deres evne til at håndtere hårdere og mere varieret føde. Tandhvaler, som fx delfiner, har et mere ensartet tandsæt, hvor visse arter kan have op til 260 tænder, som de bruger til at fange fisk og andre havdyr.

I modsætning hertil har pungdyr, som eksempelvis kænguruer og koalaer, ofte mange flere tænder end placentale pattedyr, typisk mellem 40 og 50. Derudover har pungdyr kun ét sæt tænder gennem hele livet, mens placentale pattedyr udvikler et sæt mælketænder, der senere bliver erstattet af permanente tænder.

Forplantning og fostrets udvikling

En af de mest bemærkelsesværdige egenskaber ved de placentale pattedyr er deres komplekse reproduktionssystem. Efter befrugtningen udvikler fostret sig inde i moderen, hvor det får næring gennem navlestrengen, der er forbundet til moderkagen. Placentaen fungerer som en bro mellem moderen og fosteret, hvor den udveksler næringsstoffer, ilt og affaldsstoffer, samtidig med at den beskytter fostret mod skadelige stoffer.

Fosterets udviklingstid, også kendt som drægtighedsperioden, varierer meget afhængigt af arten. Små pattedyr som mus kan have en drægtighedsperiode på kun få uger, mens større dyr som elefanter kan være drægtige i op til to år. Denne forskel i udviklingstid afspejler de individuelle behov for hver art, herunder hvor meget tid ungerne skal bruge på at udvikle sig, før de er klar til at blive født og overleve i deres miljø.

Efter fødslen får ungerne næring fra moderens mælk, som produceres i mælkekirtlerne. Denne mælk er rig på fedt og proteiner, hvilket giver ungerne den nødvendige energi til at vokse og udvikle sig hurtigt. I mange tilfælde passer moderen nøje på sine unger, indtil de er gamle nok til at klare sig selv.

Konklusion

De placentale pattedyr udgør en imponerende og forskelligartet gruppe af dyr, der har udviklet sig til at bebo næsten alle verdens økosystemer. Deres avancerede reproduktionssystem med moderkagen har været en afgørende faktor i deres succes, da det giver deres unger en optimal start på livet. Samtidig viser deres varierede tandsæt og tilpasninger til forskellige fødekilder, hvor tilpasningsdygtige placentale pattedyr er, hvilket gør dem til en af de mest succesfulde dyregrupper på jorden.

Der er omkring 20 ordner af de placentale pattedyr, som inddeles således:

• Afrosoricida (guldmuldvarpe og børstesvin)
• Springspidsmus (Macroscelidea)
• Tubulidentata (eneste nulevende art er jordsvinet (Orycteropus afer))
• Klippegrævlinge (Hyracoidea)
• Snabeldyr (Proboscidea, eneste nulevende familie er elefanter (Elephantidae))
• Søkøer (Sirenia)
• Cingulata (eneste nulevende familie er bæltedyr (Dasypodidae))
• Pilosa (myreslugere og dovendyr)
• Træspidsmus (Scandentia)
• Kaguanger (Dermoptera)
• Primater (Primates)
• Gnavere (Rodentia)
• Haredyr (Lagomorpha)
• Insektædere (Eulipotyphla)
• Flagermus (Chiroptera)
• Skældyr (Pholidota)
• Rovdyr (Carnivora, inklusiv sæler (Pinnipedia))
• Uparrettåede hovdyr (Perissodactyla)
• Parrettåede hovdyr (Artiodactyla)
• Hvaler (Cetacea).